Høj testaktivitet holder styr på smitten, og coronapasset er medvirkende til hyppige test, skriver SSI.

Før dagens forhandlinger: Venstre vil have Danmark genåbnet helt

Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 13.04 med kommentar fra Sophie Løhde.

Danmark skal genåbne helt lige om lidt. Mundbindet skal væk. Og caféer og restauranter skal have lov til at have åbnet i længere tid end til klokken 23, hvis det står til Venstre. Sådan lyder det fra Venstre før onsdagens forhandlinger.

»Vi står i den bizarre situation lige nu, at vi har strammere restriktioner end sommeren sidste år, selv om der nu er 40 procent af danskerne, som enten har fået deres første vaccinestik eller er færdigvaccineret«, siger politisk ordfører Sophie Løhde og henviser til, at ingen var vaccineret i sommeren 2020:

»Det er glædeligt, at vi om et øjeblik rammer den vigtige milepæl i epidemihåndteringen, at alle over 50 år, som ønsker det, har fået deres første stik, og i den situation skal Danmark genåbne. Vi skal tilbage til der Danmark, vi kender. Alle restriktioner skal fjernes«.

Der skal ifølge Venstre kun være tre undtagelser hen over sommeren. I nattelivet, ved ind- og udrejse og ved større forsamlinger. Her skal coronapasset fortsat benyttes. Efter sommeren skal coronapasset udfases fuldt ud.

Udmeldingen kommer, selv om der i det seneste notat fra Statens Serum Institut (SSI), som flere medier, herunder Politiken og Ritzau, er i besiddelse af, står, at »brugen af coronapas vurderes fortsat at have en stor betydning for incitamentet til at blive testet, hvilket er essentielt for at identificere smittekæder«.

Flere partier støtter udfasning af coronapas

De seneste SSI-beregninger er kommet forud for, at Folketingets partier – minus Nye Borgerlige – onsdag eftermiddag mødes for at forhandle yderligere genåbning af samfundet. Her er det allerede aftalt, at udfasning af eksempelvis mundbind og coronapas skal drøftes.

Også Enhedslisten, der under coronahåndteringen oftest har indtaget rollen som forsigtigper, er klar på at aftale en udfasning af coronapasset, siger coronaordfører Peder Hvelplund.

»Jeg ser ikke noget i SSI’s rapport, som skulle udelukke, at vi kan fortsætte udfasningen af coronapas. Man kan udvide områder, hvor man går over til en kørekortmodel i stedet for«, siger Hvelplund.

Den model taler flere partier for. I dag fungerer coronapasset som en slags adgangsbillet. Eksempelvis til biblioteket eller til specifikke begivenheder. Ved en kørekortmodel skal det være sådan, at indehaveren af coronapasset kan fremvise det, hvis myndighederne spørger til det. På samme måde som et normalt kørekort.

Heller ikke Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, ser bekymret på SSI’s beregninger. Planen med at udfase coronapasset skal fortsætte, siger han også.

»Jo større en forsamling er, jo vigtigere er det at bruge coronapas. Det handler om, at dem, der deltager, ved, at de andre deltagere enten er vaccineret eller testet, og at vi på den måde hjælper hinanden. Den tryghed er vigtig for folk at have, når man mødes i lidt større forsamlinger. I de situationer skal vi fortsat bruge coronapas«, siger Thulesen Dahl.

Partierne mødes i Justitsministeriet onsdag eftermiddag klokken 16.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her