Retten i Lyngby fulgte fredag anklagemyndigheden i sagen mod Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt.
DF’eren er idømt seks måneders betinget fængsel og kendt skyldig i både svig med EU-midler og dokumentfalsk.
Derfor var det en godt tilfreds anklager, som efter dommen mødte pressen foran retten.
»Vi er i det hele taget tilfredse med resultatet. Retten har fulgt vores påstand i forhold til sanktionen og skyldsspørgsmålet«, siger anklager Rasmus Maar Hansen.
Da dommen er betinget, betyder det, at Morten Messerschmidt i udgangspunktet ikke skal afsone straffen.
Han har dog valgt at anke dommen, da han vil frifindes. Det har hans advokat, Peter Trudsø, oplyst i retten. Derfor skal sagen til landsretten, før den endeligt afgøres.
»Det er der jo ikke noget usædvanligt i. Det er jo en ret, man har«, siger anklager Rasmus Maar Hansen.
I sagen er Morten Messerschmidt dømt for at have fået EU-partialliancen Meld til at finansiere dele af Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015 med EU-penge.
Det er sket ved at foregive over for EU, at der var en sideløbende EU-konference samme tid og samme sted som sommergruppemødet.
Retten har lagt vægt på, at Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, der var mødeleder på sommergruppemødet, har sagt, at der ikke var en EU-konference.
»Retten finder, at der hverken formelt eller reelt har fundet en EU-konference sted. Dermed har det haft karakter af direkte støtte til Dansk Folkeparti. Det strider klart mod EU-reglerne«, sagde retsformand Søren Seerup i retten.
Anklager Rasmus Maar Hansen mener, at der har været tale om en forholdsvist almindelig retssag – det mest ualmindelige har været pressens store interesse for sagen.
»Efter min opfattelse overgår sagen til os i 2019, og så har vi en helt almindelig sag«.
»Det er rigtigt, at nogle af vores efterforskere har bistået Olaf (EU’s antisvindelenhed) tidligere, og det kan i sig selv være usædvanligt«, siger han.
EU’s antisvindelenhed undersøgte sagen, før den i 2019 blev overgivet til dansk politi.
ritzau




























