Onsdag aften blev Folketingets partier bedt om at tage stilling til et lovindgreb i sygeplejerskernes strejke.

Sådan stiller partierne sig til lovindgreb

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Regeringen vil afslutte sygeplejerskernes strejke ved at lave et lovindgreb. Lovindgrebet vil gøre det mæglingsforslag fra forligsmanden, som sygeplejerskerne afviste, til lov.

Et sådan indgreb kræver et simpelt flertal – på 90 mandater – i Folketinget. Men det er, hvis lovforslaget skal gennem den normale lovgivningsproces. Hvis det skal hastebehandles, som lovindgrebet i lærerkonflikten eksempelvis blev, kræver det, at tre fjerdedele af Folketinget giver dispensation. Det svarer til 135 mandater. Altså må mere end 45 medlemmer ikke stemme imod en hastebehandling.

Her er de partier, der allerede har erklæret, hvordan de stiller sig i forhold til lovindgrebet, som foreslået af regeringen (i parentes er mandattallet):

Socialdemokratiet (49): For

  • Det er den socialdemokratiske regering, der foreslår både lovindgreb og hastebehandling heraf.

Venstre (39): For.

  • Venstre bakker op om, at lovindgreb, der skal afslutte sygeplejerskernes strejke, skal hastebehandles, siger Hans Andersen, der beskæftigelsesordfører for Venstre, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Dansk Folkeparti (16): Imod.

  • Dansk Folkeparti vil stemme imod både lovindgreb og en hastebehandling i Folketinget.

SF (15): Imod.

  • Gruppeformand Jacob Mark har oplyst, at SF vil stemme imod lovindgrebet, men at partiet vil stemme for en hastebehandling.

Radikale (14): For.

  • Beskæftigelsesordfører Samira Nawa oplyser, at partiet har tænkt sig at stemme for lovindgrebet.

Enhedslisten (13): Imod.

  • Ifølge politisk ordfører Mai Villadsen vil Enhedslisten stemme imod det lovindgreb, som regeringen vil fremsætte i Folketinget.

Konservative (12): For.

  • Støtter lovindgreb og hasteforhandling.

Nye Borgerlige (4): For.

  • Partiets forhandler på området, Lars Boje Mathiesen, oplyser, at partiet vil stemme for både lovindgreb og hastebehandling.

Liberal Alliance (3): For

  • Liberal Alliance stemmer for både lovforslag og hastebehandling, oplyser Ole Birk Olesen.

Frie Grønne (3): Imod.

  • Sikandar Siddique har på forhånd annonceret, at de tre løsgængere, der udgør Frie Grønne, agter at stemme imod et lovforslag og imod en hastebehandling.

Alternativet (1): Imod.

  • Alternativets Torsten Gejl stemmer imod lovindgrebet og en hastebehandling, oplyser han.

Kristendemokraterne (1):Uafklaret

  • Kristendemokraterne vil ifølge Jens Rohde stemme ja til at hastebehandle. Han skal dog lige granske lovindgrebet, før han finder ud af, om han stemmer for. Det er særligt strukturen for finansiering, der skal undersøges.

Øvrige løsgængere (5): Ukendt

Nordatlatiske mandater (4): Ukendt

For: 121

Imod: 48

Ukendt: 9

Uafklaret: 1

Kilde: Partierne selv.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her