DF’s tidligere mangeårige næstformand vil ikke røbe, hvem han helst ser som partiets næste formand.

Søren Espersen: Formandskamp deler DF i to lejre

Foto: Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Dansk Folkeparti er delt i to lejre, og det er ikke kønt, det som foregår i partiet for tiden. Sådan lyder det fra DF’s tidligere næstformand Søren Espersen på Facebook med henvisning til formandsopgøret, der udspiller sig i disse dage.

Han kalder Morten Messerschmidt og Martin Henriksen de to favoritter i kandidatfeltet på i alt fire personer, der rækker ud efter Kristian Thulesen Dahls formandspost.

»Den 23. januar vælges en ny formand for Dansk Folkeparti. Optakten til valget har været uværdig og fortjener hurtig glemsel. De to favoritkandidater, Morten og Martin, kender jeg vældig godt – såvel som politiske kammerater – dygtige er de! – som privat, skægge, hyggelige, bramfrie! Og jeg holder personligt utrolig meget af dem begge. Men stemme skal jeg jo den 23. januar, og omend nogen i mit parti gerne vil nedtone det – så har der nu i DF dannet sig to lejre«, skriver Espersen.

Merete Dea Larsen og Erik Høgh-Sørensen er de to øvrige kandidater. Men især Messerschmidt – den nuværende næstformand – og Henriksen, som tidligere var partiets fremtrædende udlændinge- og integrationsordfører, har gjort sig mest bemærket den seneste tid. Messerschmidt og Henriksen har ikke lagt skjul på, at de er uenige om, hvordan DF skal føres ud af den aktuelle krise.

DF skal have ny formand, fordi Thulesen Dahl har valgt at gå af efter partiets dårlige kommunalvalg i november sidste år. En ny formand vælges 23. januar på et ekstraordinært årsmøde.

Vil ikke afsløre, hvem han han peger på

Espersen forventer, at den kommende formand omfavner alle i partiet, heriblandt konkurrenterne. Om sine forventninger til den nye formand skriver Espersen:

»At han vil vise sig generøs over for den, der trækker det korteste strå - og som en naturlig ting inddrage ham i Dansk Folkepartis brede ledelse, hvad enten man bryder sig om ham eller ej. Om man så afskyr hinanden, kan man sagtens lave politik sammen – det har jeg, ved Gud, oplevet ske masser af gange på Borgen«.

Espersen vil ikke ud med, hvem han støtter.

»Jeg ved, hvem jeg stemmer på, men jeg vil ikke offentliggøre det. Jeg synes, det nu er baglandet, som suverænt skal bestemme – vi andre herinde på højborgen har dummet os tilstrækkeligt«, skriver han.

I de seneste dage har flere folketingsmedlemmer meldt ud, hvem de stemmer på. I weekenden tonede eksempelvis partistifter Pia Kjærsgaard frem. Hun peger på Messerschmidt.

Kristian Thulesen Dahl forventer dog ikke at sige, hvem han peger på som næste DF-formand inden det ekstraordinære årsmøde 23. januar.

»Umiddelbart er det ikke min plan«, siger den afgående formand.

» Jeg ser det som min fornemmeste rolle frem til 23. januar, at vi har en god, ordentlig og værdig proces«, siger Thulesen Dahl.

Han siger, at han såmænd godt kunne sige både positive og negative ting om alle kandidater, men at det næppe sker.

»Jeg ønsker ikke at kaste mig ind i en sådan diskussion. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Nu handler det om, at de fire kandidater, der er, at de byder sig til, og så tager vores bagland ansvaret for, hvem der skal være vores formand«, siger Thulesen Dahl.

Ritzau har været i kontakt med Espersen, der ikke ønsker at uddybe yderligere.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her