Thomas Kastrup-Larsen (S) er sygemeldt med stress. Viceborgmester overtager opgaver.

Aalborgs borgmester er sygemeldt med stress

Thomas Kastrup-Larsen under et KL-arrangement. Foto: Tobias Nicolai/Ritzau Scanpix
Thomas Kastrup-Larsen under et KL-arrangement. Foto: Tobias Nicolai/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), er sygemeldt med stress.

Det oplyser Aalborg Kommune til Nordjyske.

Viceborgmester og partifæller Helle Frederiksen overtager de nødvendige funktioner, mens han er væk.

»Jeg har gennem et stykke tid haft ret kraftige stress-symptomer. Så kraftige at jeg ikke kunne ignorere dem længere. Jeg har derfor været ved lægen og fået den klare besked, at jeg skulle sygemelde mig«, skriver borgmesteren selv på Facebook.

»Jeg er simpelthen nødt til at respektere mit helbred. Jeg har en plan om at komme stærkt tilbage, men bliver foreløbigt nødt til at koble helt ud af det politiske arbejde for en periode. Pas godt på vores skønne kommune, mens jeg kommer til hægterne igen«.

Viceborgmester Helle Frederiksen overtager de nødvendige funktioner, mens han er væk.

Sygemeldingen er offentliggjort, to dage efter at mediet Frihedsbrevet bragte en artikel om pengestrømme mellem Aalborg Kommune, en lokal byggematador og Socialdemokratiets afdeling i Aalborg.

I artiklen siger formand Jesper Olsen fra Transparency International, der bekæmper korruption, at det kan ligne returkommission, der er en form for bestikkelse.

»Returkommission i sådan en sag er også korruption, fordi det er misbrug af magt til egen vinding«, siger han til Frihedsbrevet.

Ritzau har onsdag forgæves forsøgt at få et interview med borgmesteren om sagen.

Den omtalte byggematador afviser, at noget ulovligt skulle være sket.

Helle Frederiksen er blevet orienteret om sygemeldingen og kan ikke fortælle nærmere om årsagen, siger hun til Nordjyske.

48-årige Thomas Kastrup-Larsen har siden 2014 været borgmester i Aalborg, der er landets fjerdestørste by. Han har været medlem af byrådet i Aalborg siden 1998.

Ved det seneste kommunalvalg i november fik han 14.500 personlige stemmer, hvilket er knap en halvering fra valget i 2017.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her