Manges øjne vil her til formiddag være rettet mod Amalienborg, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterer ændringer i regeringen for dronningen.
Efter at Benny Engelbrecht på en dramatisk politisk torsdag blev tvunget til at trække sig som transportminister, skal Mette Frederiksen som minimum have fundet én ny minister.
Hun kan dog også benytte muligheden til at gå mere radikalt til værks og lave en større ministerrokade.
»Det ville være oplagt, at Mette Frederiksen på et tidspunkt op mod næste valg laver en form for offensiv rokade, der sætter hendes hold op mod valgkampen«, siger Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Th. Dahl, til avisen.
Spørgsmålet er så, om tidspunktet for en større ministerrokade er det rette, for, som han formulerer det over for Jyllands-Posten, vil de fleste statsministre helst selv bestemme timingen »og ikke lade den afgøre af en situation, hvor Folketinget har væltet en minister«.
Den opfattelse deler Politikens politiske analytiker, Elisabet Svane. Hun siger til avisen, at Mette Frederiksen »tydeligvis ikke bryder sig om at blive tvunget til at skifte ud på sit hold«.
Luften er kold
Mens analytikerne tøver med at spå om omfanget af dagens »ændringer i regeringen«, som Statsministeriet selv formulerer det i en pressemeddelelse om turen til Amalienborg, er analytikerne enige om, at forholdet mellem Enhedslisten og regeringen har lidt et betydeligt knæk.
»Forhandlingsklimaet mellem Enhedslisten og regeringen er nok lige nedkølet. Hvis jeg kender regeringen ret, så vil de blive megasure på Enhedslisten«, siger Elisabet Svane til Politiken.
Politisk analytiker på Berlingske Bent Winther er enig:
»At en minister nu er fældet for at have forsøgt at greenwashe en infrastrukturplan betyder, at arbejdet, som Mette Frederiksen har haft gang i det seneste halve år med at booste sit klimaimage, er slået tilbage. Parlamentarisk betyder det, at det bliver et køligt forhold mellem Enhedslisten og regeringen resten af denne valgperiode,« siger han til avisen.
fortsæt med at læse




























