Et flertal i Folketinget er enige om at indføre en CO2-afgift, og en ekspertgruppe har nu fremlagt tre konkrete modeller for, hvordan det kan gøres. Så langt, så godt – men der er stadig lang vej endnu.
Ekspertgruppen har fremlagt tre modeller, der alle fører til en reduktion på 3,5 millioner tons CO2 i 2030. Den første model indfører en ensartet CO2-afgift og er den model, hvor samfundet får mest reduktion for pengene. Til gengæld er den model også den dyreste for erhvervslivet og medfører derfor en stor risiko for, at virksomheder flytter produktionen til udlandet. Model 2 og 3 kompenserer erhvervslivet i forskellig grad, men er til gengæld også dyrere. Model 3 koster samfundet over det dobbelte af model 1.




























