De Konservative vil ikke lægge stemmer til at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet.
»Vi kommer ikke til at stemme for en ophævelse af immuniteten«, siger formand Søren Pape Poulsen efter et gruppemøde på Christiansborg.
Dermed er der 89 mandater, der vil stemme nej til at ophæve immuniteten og altså meget tæt på et flertal. Derfor tyder det på, at regeringen får mere end svært ved at samle et flertal.
Søren Pape Poulsen understreger, at spørgsmålet har været dilemmafyldt.
»På den ene side er der det forhold, om man straffrit potentielt kan fortælle statshemmeligheder uden konsekvenser. Og på den anden side er der forholdet om, at Folketingets medlemmer jo skal vide, hvad de stemmer om,« siger han.
Med beslutningen lægger Søren Pape Poulsen sig op ad de øvrige borgerlige partier. Forud for beslutningen var han under moderat pres, fordi han forleden forleden kraftigt indikerede, at han ville finde det problematisk at stemme nej.
Det skabte stor frustration blandt de øvrige borgerlige partier. Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, har direkte anklaget Søren Pape Poulsen for at bidrage til et justitsmord, hvis De Konservative ville stemme for at ophæve Hjorts immunitet. Ligeledes kunne Berlingske onsdag berette om en sms, som Pape angiveligt har sendt til de andre borgerlige partiledere, hvor han appellerede om at holde sammen.
»Jeg forstår ikke, det gøres politisk, og forstår ikke behovet for at angribe hinanden og bruge meget stærke ord«, lød det blandt andet ifølge Berlingske.
Venstre, LA, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har nægtet at stemme for en ophævelse af immunitet, så længe alle folketingsmedlemmer ikke kan få indsigt i sagen. Regeringen vil kun orientere partiformænd, der i løbet af ugen har måttet medbringe en enkelt partifælle til et møde hos Tesfaye (S).
Også Enhedslisten har sagt, at de ikke vil stemme for en ophævelse. Det samme har de seks DF-afhoppere og løsgænger Naser Khader.
fortsæt med at læse




























