Ve den, der glemmer at slukke for lyset i disse tider. Formaster sig til at lade en spillekonsol stå og brænde strøm af hele natten. Eller ligefrem sætter tørretumbleren i gang klokken 19, når en kilowatt er dyrest.
Over en bred kam er borgerne i Danmark blevet ekstra opmærksomme på deres forbrug af energi. Vi downloader apps til at overvåge, hvornår det er mindst dyrt at køre opvaskemaskinen, og alligevel må mange chokeret se til, mens totalen på regningen ryger i vejret.



























