Mens den absolutte top i både Socialdemokratiet og Venstre sidder til forhandlinger på Marienborg, er andre partisoldater sendt i byen for at forberede partiernes baglande på et potentielt regeringssamarbejde mellem dem, der ellers traditionelt har været hovedmodstandere på Christiansborg.
I Socialdemokratiet har fungerende finansminister, Nicolai Wammen, sendt en mail til medlemmerne, der inviteres til en række storkredsmøder, hvor de kan give »deres besyv til regeringsforhandlingerne med«. Magnus Heunicke, Dan Jørgensen og Peter Hummelgaard er blandt de fungerende ministre, der har været med på møderne for at besvare spørgsmål enten fysisk eller online. Ifølge partikalenderen er der også planlagt et møde i Herning i næste uge, hvor Christian Rabjerg Madsen stiller op.



























