Når den brede regering, der længe lignede en drøm hos Lars Løkke Rasmussen (M) og en nødvendig idé hos Mette Frederiksen (S), i de kommende dage ser ud til at blive en realitet, er den helt centrale person Venstres Jakob Ellemann-Jensen. Det er ham, der satser alt. Det er ham, der kan tabe alt. Lige nu til akkompagnement af heftig kritik fra markante dele af partiets bagland i det vest- og nordjyske.
Men det er også ham, der kan flytte Venstre, modernisere Venstre og placere partiet centralt som det borgerlige, liberale erhvervsvenlige parti i kernen af centrum-højre i dansk politik. Et Venstre, der igen rykker mod byerne og dermed fortsætter den rejse, der startede i 1960’erne og for alvor tog fart i 1980’erne under hans fars, Uffe Ellemann-Jensens, ledelse af partiet.


























