Der vil både være medlemmer af Moderaternes folketingsgruppe og folk udefra, som bliver udpeget som minister.

Løkke henter folk udefra til at besætte Moderaternes ministerposter

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Når den nye SVM-regering bliver præsenteret torsdag, vil Moderaternes ministerposter blandt andet være besat af personer, som ikke er medlemmer af partiets folketingsgruppe.

Det siger Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, onsdag i programmet ’Lippert’ på TV2 News.

»Vi kommer til at invitere personer ind, som ikke er medlem af folketingsgruppen nu«, siger han.

Der vil dog også blive udpeget ministre, som er en del af folketingsgruppen.

Hvor mange ministerposter Moderaterne får, vil Lars Løkke Rasmussen ikke fortælle.

Han vil heller ikke fortælle, hvor mange ministerposter der vil blive besat af personer uden for den 16 mand store folketingsgruppe.

Moderaternes bragede ind i Folketinget ved valget den 1. november og blev Folketingets tredjestørste parti.

Men det er en politisk uerfaren folketingsgruppe. Faktisk er det udelukkende Lars Løkke Rasmussen og politisk ordfører Jakob Engel-Schmidt, som har erfaring fra Christiansborg.

Af dem er det kun Lars Løkke Rasmussen selv, som har erfaring som minister.

Det er ikke atypisk, at ministerposter bliver besat af personer, som ikke er valgt til Folketinget.

I den forrige regering var udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ikke valgt til Folketinget.

Han var medlem af Europa-Parlamentet, men blev hentet hjem af statsminister Mette Frederiksen (S), da hun skulle bruge en udenrigsminister i sin socialdemokratiske etpartiregering i 2019.

Da Lars Løkke Rasmussen var statsminister hentede han også ministre udefra.

I 2015 gav han Peter Christensen (V) jobbet som forsvarsminister, da Carl Holst (V) måtte forlade posten.

I 2018 hentede han iværksætter Tommy Ahlers ind for at besætte jobbet som uddannelses- og forskningsminister.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her