For første gang fortæller en af Radikale Venstres topfolk under regeringsforhandlingerne på Marienborg, at han ærgrer sig over politisk leder Martin Lidegaards beslutning om ikke at gå med i regering.
»Jeg ville rigtig gerne have været med i den regering, og jeg sagde det ikke offentligt dengang, for jeg ville ikke skabe splid. Jeg vil også understrege, at mellem os i forhandlergruppen var der ikke splid. Vi fungerede virkelig godt gennem de seks uger, og det var en fornøjelse at få lov til at bakke op om Martin og Samira (Nawa, red.). Men ja, jeg var meget ærgerlig over, at vi ikke gik med«, forklarer Christian Friis Bach, der er et af partiets syv folketingsmedlemmer og tidligere minister.


























