Pernille Weiss stiller op til genvalg som Konservatives spidskandidat til Europa-Parlamentet, siger hun til Ritzau.
Det sker, efter hun er blevet indstillet af Fanø Vælgerforening med opbakning fra flere konservative lokalpolitikere rundt i Danmark.
»Jeg siger selvfølgelig ja til den opfordring fra de mennesker, der stiller sig ud i stormvejret sammen med mig«, siger hun.
Udmeldingen kommer efter en del tumult den seneste uge i partiet. Sidste fredag besluttede to lokale konservative vælgerforeninger at indstille Pernille Weiss til genvalg som spidskandidat til valget til EU-Parlamentet.
Tidslinje
Pernille Weiss trodser partitop
Det huede ikke partiets formand, Søren Pape Poulsen. Han gik i rette med foreningerne i hårde vendinger efter tidligere at have trukket støtten til Pernille Weiss og opfordret til, at hun skulle trække sig fra sin post i EU-Parlamentet. Det skete efter en intern undersøgelse, der ifølge partiet påviste et dårligt arbejdsmiljø under Pernille Weiss.
En gang imellem kan man være uenige. Det er vi så her
Silkeborgs vælgerforening trak tidligere på ugen sin indstilling af Weiss tilbage. Men nu indstiller vælgerforeningen på Fanø Pernille Weiss igen. Og den indstilling har hun i sinde at takke ja til, da hun gerne vil fortsætte med at arbejde for sin politik i EU, siger hun. Uagtet om det er mod formandens ønske.
»En gang imellem kan man være uenige. Det er vi så her. Men at landsrådet, som den højeste demokratiske myndighed i partiet, skal tage stilling til det, tror jeg, Søren Pape respekterer«, siger hun.
Lokalformand går i rette med partitop
Christian Lorenzen, der er gruppeformand på Fanø, har tidligere sagt, at vælgerforeningerne ikke har fået indblik i undersøgelsen og derfor ingenting har set, der diskvalificerer Weiss.
»Vi vil ikke være med til at henrette nogen uden rettergang. Det er et ønske om, at vi agerer som et demokratisk funderet parti, og at forretningsudvalget ikke agerer alene«, sagde han i forbindelse med første indstilling i forrige uge.
Dermed bliver der lagt op til, at der skal tages stilling til Pernille Weiss’ kandidatur på partiets landsrådsmøde, som bliver afholdt i Herning 23. og 24. september.
»Jeg håber inderligt, at vi alle sammen lander på benene og fokuserer på at lave grøn og konservativ politik i EU«, siger Pernille Weiss.
Politiken har forsøgt at få en kommentar fra Søren Pape, men formanden ønsker ikke at stille op til interview fredag aften.
Ritzau
fortsæt med at læse
Konservative skrottede Pernille Weiss efter »mobning, ydmygelser og trusler« uden at spørge nuværende ansatte om arbejdsmiljøet
-
Medarbejdere er blevet sygemeldt med stress eller flygtet. Her er tre politiske profiler, der er blevet beskyldt for dårlig ledelse
-
K-profil kan ikke genkende medarbejdernes oplevelser og overvejer sin fremtid efter fyring
-
Ekspert: Konservatives håndtering af dårlig ledelse i Bruxelles er del af en »kulturrevolution«




























