En række partier ønsker større gennemsigtighed om kongehusets pengeforbrug, CO2-aftryk ved rejser og et bedre overblik over pengestrømme ind og ud af kongehuset.
Finansordfører Samira Nawa (R) har bedt finansminister Nicolai Wammen (S) fortælle, om regeringen vil inddrage Folketinget i regeringens igangværende forhandlinger med kongehuset om indholdet i den særegne civillistelov, som dels vil definere det økonomiske fundament for kongeparret og dels konkretisere, hvilke slotte, palæer, jagtarealer og vedligeholdelsesforpligtelser, som regentparret kan råde over.


























