Vivian Motzfeldt, der er formand for partiet Siumut og fungerende grønlandsk minister for selvstændighed og udenrigsanliggender, er Grønlands svar på Ritt Bjerregaard i den forstand, at hun aldrig har været bange for at gå mod strømmen.
Det har hun så sandelig gjort mandag, hvor hun har skabt overskrifter i både danske og grønlandske medier med sin melding om, at hun finder statsminister Mette Frederiksens (S) besøg i Grønland senere i denne uge for upassende, fordi hverken den kommende grønlandske regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, eller den kommende grønlandske regering endnu er blevet godkendt af det grønlandske parlament.


























