»Begå ikke den samme fejl som os i Norge. Det vil gå langt værre for jer i Danmark«.
Så kontant lyder advarslen fra den norske it-milliardær Jens Rugseth, der selv er gået i skatteeksil i Schweiz.
Hans opråb rammer direkte ned i den ophedede danske skattedebat, hvor partiledere som Mette Frederiksen (S) og Pelle Dragsted (Ø) i disse dage kigger misundeligt mod nord. Her har en forhøjelse af formueskatten nemlig skæppet gevaldigt i den norske statskasse.
Umiddelbart ligner det en politisk succeshistorie. Men ifølge den fraflyttede it-milliardær overser de danske politikere en helt afgørende detalje.
Siden den norske regering skruede op for formue- og udbytteskatten i 2022, har landet oplevet en historisk kapitalflugt, anført af landets daværende rigeste mand, Kjell Inge Røkke. Flere hundrede velhavende nordmænd har pakket kufferten og rykket formuerne til Schweiz.
Og selvom de danske partiledere lige nu lader sig forblænde af kortsigtede milliardindtægter, skjuler der sig en langsigtet regning, som ifølge Jens Rugseth vil ramme Danmark langt hårdere end Norge. For at betale skatten blev han nemlig selv tvunget ud i et umuligt valg. Et valg, han nu frygter vil ramme hjertet af dansk erhvervsliv.


























