Engang handlede skoledebatten om elevernes kundskaber. Nu handler den om deres trivsel. Det er blevet tydeligt i valgkampen, hvor trivsel er et omdrejningspunkt i flere partiers skoleudspil. Men hvor efterlader det fagligheden, spørger skolefolk. På en privatskole på Østerbro og en folkeskole i Nordsjælland forsøger de at finde svaret.
Morgenritualet på Krebs' Skole var det samme, da skolebestyrer Mikael Fink-Jensen selv var elev på skolen fra 1966 til 1975. Foto: Peter Maunsbach
På Krebs’ Skole på Indre Østerbro i København begynder alle dage med et fast håndtryk.
Klokken 8.35 står skolebestyrer Mikael Fink-Jensen klar på de lysegule fliser i skolegården og rækker hånden frem mod alle skolens omkring 400 elever. En efter en.