Flere steder i landet ser et af landets nyeste og mest betændte politiske emner ud til at have fået stor betydning for det politiske landskab, de lokale borgere kommer til at vågne op til onsdag.
Nemlig modstanden mod de solcelleparker, som dygtige ordsmede i Danmarksdemokraterne har døbt ’jernmarker’, og de ’kæmpe’-vindmølleparker, som har skabt omfattende borgerprotester i visse dele af landet. Også i kommunalvalget i 2021 var vedvarende energi et emne hist og her, men det er første gang, at det ifølge eksperter har haft så markant en tilstedeværelse i mange lokalvalg.


























