Det handler ikke om at vinde, men om at være med...
...er en sætning, som nogle gange giver pædagogisk mening, men oftest ikke rigtig og slet ikke, når man eksempelvis har brugt en måned eller mere på at forsøge at komme i byrådet i de næste fire år.
For taber man med et Rosenkrantz-Theil-brag, så er der egentlig ikke så meget at ærgre sig over, men når det er ’lige ved og næsten’ og ’tæt, men ingen cigar’, så kan nederlaget være noget af en sursødsovs at sluge, og sådan er der en del, der må have rundt om i landet i de tilfælde, hvor 3, 2 og 1 stemme gjorde udslaget.
I hele seks tilfælde stod det så ganske lige, at der måtte en lodtrækning til.
Den kan man så gøre noget ekstra ud af som i Hedensted, hvor Dansk Folkepartis Kennet Bøeg-Jensen og Jesper Flensted efter fintælling stadig begge stod på 219 stemmer. De skulle ifølge tvsyd.dk først gætte på et tal mellem 1 og 10 for at finde ud af, hvem der først måtte løfte en kop, og under vinderkoppen lå der så et stykke chokolade. Som førstnævnte i øvrigt fandt, men havde svært ved rigtigt at nyde.
På Læsø skal der nogle gange ikke så voldsomt mange stemmer til for at komme en tur i byrådet, og her stod det lige for både to Venstre-kandidater, som hver især havde fået 19 stemmer, og to Konservative-kandidater, som stod med 11 stemmer hver.
Også på Langeland og på Nordfyn måtte socialdemokratiske kandidater lade tilfældet afgøre deres skæbne, mens Allerøds socialdemokratiske Vibeke Højbjerg og Theodore Gbouable måtte en tur på borgmesterens kontor og trække et lod af en keramikkrukke.
Vibeke Højbjerg vandt, men kaldte det en hæslig situation og understregede, at det slet ikke føltes som en sejr.
Og så er der alle dem, som reelt tabte på stemmerne, men med så lille en margin, at den er svær at bære.
Men sådan er demokratiet, som man siger, og det er der ingen grund til at pakke væk, så herunder kan du se Politikens oversigt over de 100 tætteste løb fra valget i 2025:
fortsæt med at læse


























