Socialdemokratiets Mette Reissmann og Yildiz Akdogan prioriterer begge Folketinget frem for Københavns Borgerrepræsentation.

Genvalgte S-politikere søger om orlov efter nej til dobbeltmandat

Socialdemokraternes Mette Reissmann (S) har i denne valgperiode haft orlov fra Københavns Borgerrepræsentation, og det agter hun at søge om igen, efter at hun ikke har fået lov til at bestride et dobbeltmandat. Foto: Jens Dresling
Socialdemokraternes Mette Reissmann (S) har i denne valgperiode haft orlov fra Københavns Borgerrepræsentation, og det agter hun at søge om igen, efter at hun ikke har fået lov til at bestride et dobbeltmandat. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Artiklen er senest opdateret kl. 19.06 med oplysningen om, at Yildiz Akdogan har søgt orlov fra borgerrepræsentationen.

Socialdemokratiets hovedbestyrelse vil ikke tillade, at folketingsmedlemmerne Mette Reissmann og Yildiz Akdogan kommer til at sidde på et dobbeltmandat som medlem af både Folketinget og Borgerrepræsentationen i København. Det har partiets hovedbestyrelse besluttet mandag ved et møde på Christiansborg.

»Vores hovedbestyrelse har i dag behandlet to ansøgninger om dispensation fra Socialdemokratiets gældende regler om forbud mod besiddelse af dobbeltmandater. På mødet i dag har hovedbestyrelsen konstateret, at der ikke er mulighed for at give Mette Reissmann og Yildiz Akdogan dispensation. Dermed skal begge tage stilling til, hvilket hverv – enten Københavns Borgerrepræsentation eller Folketinget – de vil tage orlov fra eller helt nedlægge«, siger Socialdemokratiets partisekretær, Lasse Ryberg, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Socialdemokratiets hovedbestyrelse kan ifølge partiets vedtægter give dispensation til et dobbeltmandat »i helt særlige situationer«.

Mette Reissmann sagde før kommunalvalget 18. november, at hun ville prioritere Folketinget, hvis hun skulle vælge.

»Hvis jeg ikke får den dispensation, som hovedbestyrelsen i København bakker op om, så må jeg jo søge orlov til borgerrepræsentationen igen. Jeg forlader ikke Folketinget før tid«, sagde hun.

Socialdemokratiet oplyser til Ritzau, at Mette Reissmann har gjort alvor af den besked. Hun har således søgt orlov fra Københavns Borgerrepræsentation, oplyser partiet.

Yildiz Akdogan er blevet spurgt om det samme adskillige gange, men hun har afvist at forholde sig til spørgsmålet. Mandag aften skriver hun på Facebook, at hun ærgrer sig over, at hun ikke fik dispensation til at have et dobbeltmandat.

»Men nu vil jeg fokusere på mit arbejde i Folketinget og lige puste ud oven på et af de mest udfordrende valg, jeg har oplevet. Der er stadig masser af vigtigt arbejde foran os«, skriver hun.

Samtidig understreger hun, at hun ikke »holder op med at kæmpe« for København.

Tre andre har fået ja

Begge blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation ved kommunalvalget i både 2021 og i november i år. Mette Reissmann tog imidlertid orlov fra Borgerrepræsentationen, da hun i 2022 blev valgt ind i Folketinget. Yildiz Akdogan tog orlov fra Borgerrepræsentationen i maj i år, da hun blev hevet ind i Folketinget efter Pernille Rosenkrantz-Theils farvel.

Tre andre socialdemokrater, som blev valgt ved kommunalvalget, har allerede fået dispensation til at sidde på et dobbeltmandat. Det drejer sig om veteranen Bjarne Laustsen, som blev valgt ind i Rebild Kommune, og som stopper i Folketinget efter næste valg. Det skal finde sted inden udgangen af oktober næste år.

Også Morten Klessen, der kom i Folketinget tidligere i år efter Rasmus Prehns farvel, har fået dispensation til at sidde på et dobbeltmandat. Morten Klessen blev valgt ind i Jammerbugt Kommune og har allerede meddelt, at han ikke stiller op til næste folketingsvalg.

Endelig har Louise Mehnke, der blev genvalgt i Fredensborg Kommune, fået tilladelse til at sidde på to mandater i en periode. Hun er stedfortræder i Folketinget for Fie Hækkerup, der er på barsel.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her