Antallet af brevstemmer er vokset med knap to tredjedele, viser stikprøve foretaget af Ritzau i 20 kommuner.

Stikprøve: Mange brevstemmer giver høj stemmeprocent fra morgenstunden

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Brevstemmer har været populære i år. Vælgerne har i høj grad benyttet sig af muligheden for at stemme tidligt til årets kommunal- og regionalvalg, viser en række stikprøver foretaget af Ritzau tidligt på valgdagen tirsdag.

19 ud af de 20 kommuner, Ritzau har talt med, melder om en stigning i brevstemmerne. Her har der været en samlet stigning på 63,3 procent – eller lidt under to tredjedele – i antallet af brevstemmer.

De største hop er målt i Ikast-Brande, hvor 119 procent flere har stemt i forvejen, og i Ringsted, hvor der er hele 147 procent flere brevstemmer end ved kommunalvalget i 2017. Omvendt er der faktisk målt et lille fald på seks procent i Brønderslev Kommune.

Alt i alt er der modtaget 115.470 brevstemmer i de 20 kommuner. Ved sidste valg havde de modtaget 70.722 stemmer før tid. De mange brevstemmer er med til at løfte den foreløbige stemmeprocent ved kommunalvalget i år.

Corona har givet frygt for lav stemmeprocent

Med to timer af valgdagen overstået ligger den lidt højere end ved sidste valg. I en lille rundspørge blandt otte kommuner er valgdeltagelsen klokken 10 målt til 14,5 procent. Ved samme tidspunkt på valgdagen i 2017 var stemmeprocenten på 11,8 i de samme otte kommuner.

Allerede før coronapandemien var der en tendens til, at flere og flere brevstemte ved både folketings-, europaparlaments- og kommunalvalg i Danmark. Men coronapandemien har uden tvivl forstærket tendensen, påpeger flere valgforskere, herunder Rune Stubager, der er professor på Aarhus Universitet og forsker i vælgeradfærd.

»Der er blevet opfordret til at brevstemme, hvis man er bekymret for at møde op på valgstedet«, sagde han i sidste uge.

Rune Stubager ser samtidig en risiko for, at coronapandemien vil give et samlet fald i valgdeltagelsen, når dagen er omme, fordi vælgere bliver hjemme af frygt for at blive smittet på valgstederne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her