Artiklen er opdateret fredag kl. 10.50.
Foran Politigården i København har politiet på et pressemøde fortalt mere om den aktion, der fandt sted tidligt torsdag morgen mod en gruppe, der er mistænkt for at forberede et terrorangreb.
Det ved vi nu
- Politiet slog torsdag 14. december til mod et »netværk«, der mistænkes for at forberede en terrorhandling.
- Tre personer blevet anholdt og flere adresser flere steder i landet ransaget. De tre personer er sigtet efter straffelovens bestemmelser om terror.
- To af de tre - en ældre mand og en 19-20 år gammel kvinde - blev ved et lukket grundlovsforhør fængslet sammen med fire andre, som blev fængslet in absentia - uden at være til stede i retten. Den tredje, en mand på 29 år, blev løsladt. Den løsladelse har anklagemyndigheden kæret til landsretten.
- Politiet skred til anholdelse på et »tidligt tidspunkt« i efterforskningen for ikke at »gamble med sikkerheden«.
- Ifølge politiet har sagen har forbindelse til den forbudte bande Loyal to Familia (LTF).
- Anholdelserne følger en »intensiv efterforskning«, der er sket i samarbejde med myndigheder i udlandet.
- Tyskland har samtidig fået anholdt fire personer - den ene i Rotterdam i Holland. I den tyske sag mistænkes de anholdte for at handle på ordre fra den palæstinensiske organisation Hamas, der står på de vestlige terrorlister. Den har ifølge anklagemyndigheden gemt våben til aktioner i Tyskland. Selv om anholdelserne skete samtidig, har sagen ifølge PET ikke nogen forbindelse til de danske terrorsigtelser.
Det mangler vi svar på
- Politiet har ikke sagt noget om, hvilke mål, gruppen mistænkes for at ville angribe.
- Vi ved heller ikke, hvordan det skulle ske.
- Der er heller ikke offentliggjort noget om motivet. Men efter anholdelserne har politiet meddelt, at man er »opmærksom på jødiske lokaliteter«.
- Vi ved ikke, om de anholdte er personer, som politiet tidligere har haft i søgelyset.
- Det er også uklart, om anholdelserne er sket efter f. eks. tip fra en efterretningstjeneste i udlandet?
- Endelig ved vi ikke, hvorvidt de sigtede erkender eller nægter sig skyldige.
fortsæt med at læse

























