Knap tre måneder inde i et forsøg med unge kontrolkøbere kan Sikkerhedsstyrelsen dokumentere, at butikker i stor stil sælger alkohol, tobak og nikotinprodukter til mindreårige.
Fra 1. juli til midt i september blev der gennemført 848 tilsyn, hvor 15-17-årige bad om at købe for eksempel cigaretter, spiritus og nikotinposer. Ekspedienterne spurgte om id 560 gange, og loven blev overholdt. 288 gange lykkedes det en kontrolkøber at købe en vare, butikken ikke må sælge til personen. Supermarkeder, kiosker, tankstationer, købmænd m.m. har overtrådt aldersgrænser i hvert tredje besøg.


























