Landmænd bør vaccinere deres dyr, inden bluetongue-virus blusser op igen til foråret.

Fødevarestyrelsen forventer udbredt smitte med frygtet husdyrsygdom

Lyt til artiklen

Fødevarestyrelsen forventer en stigning i antallet af smittede med den frygtede husdyrsygdom bluetongue til foråret.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

»Vi ved, at sygdommen kan gå hårdt ud over dyrevelfærden. Vores data viser også, at smitten hen over sensommeren og efteråret på meget kort tid spredte sig til stort set hele landet«, forklarer Mette Kirkeskov Sie, dyrlæge og enhedschef i Fødevarestyrelsen, i en pressemeddelelse.

»Om ikke mange uger stiger temperaturen, og da vi ikke har nogen forventninger om, at antallet af mitter skulle være aftagende, kan vi forvente en udbredt smittespredning igen i år«.

Bluetongue smitter via mitter, der er små blodsugende insekter. Bluetongue smitter ikke mennesker, men er smertefuld og i værste fald dødelig for får, kvæg og geder.

Sygdommen holdt sit indtog i Danmark i august sidste år. Ved årets udgang var flere end 1000 besætninger ramt af bluetongue-virus.

Nye data fra Fødevarestyrelsen tyder dog på, at langt flere besætninger blev smittet med husdyrsygdommen i 2024. Fødevarestyrelsen kalder udbredelsen for omfattende.

Prøver fra 164 besætninger, som ikke i forvejen var konstateret smittede eller var vaccinerede, viser, at bluetongue-virus havde ramt et eller flere af dyrene i 70 procent af tilfældene.

Bluetongue er kendetegnet ved symptomer som væskeansamlinger i dyrets hoved, sår i munden og halthed. Får, der er smittet, får typisk også blå tunge, heraf navnet.

Der er udviklet en vaccine mod sygdommen, som kan mildne symptomer og forebygge dødsfald i besætningerne. Fødevarestyrelsen anbefaler, at man vaccinerer sine dyr, inden smittesæsonen går i gang inden længe.

Bluetongue-virus brød også ud i Danmark i 2008.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her