Danmark er det land i en ny europæisk undersøgelse, hvor uligheden for udvikling af astma hos børn er lavest.

Børn fra ressourcesvage hjem har forhøjet risiko for at få astma

Lyt til artiklen

Børn, der kommer fra hjem med færre ressourcer, har højere risiko for at få astma end børn fra hjem med en høj indkomst.

Det viser et nyt europæisk studie, som Københavns Universitet (KU) står i spidsen for.

Studiet har undersøgt risikoen i flere europæiske lande - Danmark, Holland, Spanien, Norge, Storbritannien og Frankrig.

I gennemsnit har børn af mødre med en kort eller mellemlang uddannelse 17 procent højere risiko for at få astma end børn af mødre med en lang uddannelse.

Uligheden varierer i de forskellige lande.

Danmark er det land i undersøgelsen med den laveste grad af ulighed for udvikling af astma blandt børn. Her er der syv procent forhøjet risiko.

Ifølge Angela Pinot de Moira, som er gæsteforsker ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på KU og forfatter til studiet, ses et ensartet mønster på tværs af Europa.

»Selv om uligheden ikke er lige stor i alle lande, er det overordnede billede det samme - selv i et land som Danmark med et stærkt socialt sikkerhedsnet«, siger hun i en pressemeddelelse.

I Frankrig er uligheden størst med 61 procent højere risiko for udvikling af astma hos børn fra familier med lav indkomst.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her