67 patienter har søgt erstatning, fordi de mener, at de har fået øjensygdom som bivirkning af Novo-midler.

11 patienter får erstatning for øjensygdom efter brug af Novo-midler

Statistisk rammer den alvorlige øjensygdom Naion færre end 1 ud af 10.000 patienter, som bruger enten Wegovy, Ozempic eller Rybelsus. Alle er Novo-midler. Foto: Hannah Aurora Almstrup
Statistisk rammer den alvorlige øjensygdom Naion færre end 1 ud af 10.000 patienter, som bruger enten Wegovy, Ozempic eller Rybelsus. Alle er Novo-midler. Foto: Hannah Aurora Almstrup
Lyt til artiklen

Stadig flere patienter skal have erstatning for den alvorlige øjensygdom Naion som følge af brugen af Novo Nordisk-midlerne Wegovy og Ozempic.

Det viser nye tal fra Patienterstatningen, der har ansvaret for at afgøre sagerne.

Wegovy og Ozempic bruges til behandling af henholdsvis overvægt og diabetes.

En opdatering fra onsdag viser, at i alt 67 patienter har søgt erstatning, fordi de mener, at de har fået øjensygdommen som bivirkning af de to midler.

Patienterstatningen har indtil videre afgjort 19 af sagerne. I 11 af dem er patienter blevet tilkendt erstatning. 8 er afvist.

Sygdommen rammer den forreste del af synsnerven og kan give synstab.

Statistisk rammer det færre end 1 ud af 10.000 patienter, som bruger enten Wegovy, Ozempic eller Rybelsus. Alle er Novo-midler.

Sjælden bivirkning

I slutningen af 2024 meddelte EU’s lægemiddelagentur (EMA), at det ville granske to studier, som pegede på en sammenhæng mellem brugen af midlerne og øjensygdommen Naion.

I midten af 2025 vurderede den europæiske bivirkningskomité Prac så, at øjensygdommen var en sjælden bivirkning ved semaglutid, der er det aktive stof i de tre midler.

Få måneder herefter blev det en del af midlernes indlægsseddel, og i november afgjorde Patienterstatningen de første sager.

Novo Nordisk sagde i den forbindelse, at selskabet tager alle indberetninger om bivirkninger ved brug af dets midler ’meget alvorligt’.

»Baseret på alle tilgængelige datakilder og observationer har Novo Nordisk konkluderet, at ’benefit-risk’-profilen for semaglutid stadig er positiv«, lød det.

En ’benefit-risk’-profil handler om at vurdere, hvorvidt et lægemiddels positive effekter opvejer dets negative sider.

Patienterstatningen mangler at afgøre 48 af de 67 ansøgninger.

Det er ikke alle patienter, der automatisk har ret til erstatning.

Alle sager skal vurderes individuelt, og loven kræver, at det skal være ’overvejende sandsynligt’, at et lægemiddel er skyld i en bivirkning.

Det er staten, der står for at udbetale erstatning til patienter, der har fået medhold hos Patienterstatningen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her