I marts 2025 blev Julia Persson efter en operation med ét sendt i overgangsalderen, da kroppens produktion af kønshormoner dykkede. Det ramte hende hårdt i arbejdslivet. Hun fik hedeture midt i vigtige møder, blev flov, mistede tråden og vidste ikke, hvad hun skulle sige, eller hvordan hun skulle forklare sin situation.
»Jeg mærkede på min egen krop, hvordan vores liv, vores arbejdsmarked og hele vores system overhovedet ikke er indrettet til at tage hensyn til en kvindes forskellige livsfaser«, fortæller Julia Persson.
Hun arbejdede på det tidspunkt i det globale konsulenthus Accentures nordiske afdeling i København, hvor hun hjalp virksomheder i finanssektoren med digital transformation.