Kunstige negle og øjenvipper er populære – særligt blandt unge kvinder.
Men måske risikerer de uforvarende at udvikle allergi ved at bruge de kunstige negle.
I hvert fald har Miljøstyrelsen undersøgt 27 produkter med klar lim, der bruges til at fastgøre negle og øjenvipper.
Samtlige af dem indeholder såkaldte akrylater.
Det er kemiske stoffer, der kan give kraftig allergi, som kan komme til udtryk i forbindelse med tandbehandling, hvor de også bruges.
Samtidig afgiver flere af dem den giftige gasart formaldehyd.
To af dem endda i så stort et omfang, at det også kan udløse allergiske reaktioner og kronisk allergi.
»Derfor er det vigtigt, at man følger brugsanvisningen og stopper med at bruge produktet, hvis man oplever irritation, rødme, kløe eller hævelse«, siger Sandi Muncrief, der er kontorchef i Miljøstyrelsen.
Hun fortæller, at når man først har udviklet allergi, skal der ofte kun meget små mængder til for at udløse nye reaktioner.
Derfor bør man også overveje helt at lade være med at bruge disse limprodukter, hvis man i forvejen er allergisk over for lignende stoffer.
Selv om mange nok vil opfatte neglelim som en form for kosmetik, er det ikke tilfældet i lovmæssig forstand.
Derfor skal den ikke overholde de samme krav til indhold og mærkning af allergifremkaldende stoffer i kosmetik.
Men havde de undersøgte produkter været klassificeret som kosmetik, ville omkring en tredjedel af dem skulle mærkes med en advarsel om, at de frigiver formaldehyd.
Og én lim indeholdt stoffet bortrifluorid, som er forbudt i kosmetiske produkter.
Miljøstyrelsen vil videregive testresultaterne til EU-myndighederne, som så vil vurdere, om reglerne på området skal ændres.
ritzau
fortsæt med at læse




























