Når de to mænd mandag morgen træder ind foran regionspolitikerne, er de begge under voldsomt pres.
Rigshospitalets direktør Rasmus Møgelvang og vicedirektør med særligt ansvar for Center for Kræft og Organsygdomme Jannick Brennum skal forklare og forsvare, hvorfor hospitalet efter længere tids samarbejdsvanskeligheder på afdelingen har valgt at fyre tre i særklasse erfarne overlæger. Fyringer der kom, efter to mindst lige så specialiserede overlæger selv har opsagt deres stillinger.