Det danske tøjmærke Jackpot laver økologisk tøj for at være med til at beskytte miljøet, for at støtte arbejderne i ulandene – og for at lave en attraktiv forretning.
»Vi vil aldrig gå på kompromis med moden. Udtrykket er det vigtigste, så kunsten for os er at finde balancen mellem at lave en god forretning og at gøre det med respekt for omverdenen«, siger Jackpots direktør Sune Bjerregaard, der tiltrådte stillingen sidste forår.
Fast del af eksistensgrundlag
For ham er den bæredygtige produktion tænkt som en helt fast del af firmaets eksistensgrundlag – ikke blot som en kortvarig dille. Og han er helt med på, at folk ikke kun køber økologisk tøj, fordi det er økologisk. Tøjet skal også være fedt. Og det skal passe til virksomhedens profil.
»Det er vigtigt, at man er troværdig. Økologi er en forlængelse af Jackpots grundværdier, men havde vi levet af at lave selskabskjoler i polyester, ville det ikke hænge sammen«, siger direktøren.
Stadig dyrere end konventionelt tøj
Tøjmærket er kendt for naturlige materialer, stærke farver og håndmalede print.
Derfor mener Sune Bjerregaard, at det ligger fuldstændig i tråd med de eksisterende kerneværdier, at Jackpot gør op mod en femtedel af kollektionerne økologiske og bæredygtige. Det økologiske tøj er 20-25 procent dyrere end det konventionelle, men så får man også en nederdel eller skjorte, der med garanti er fremstillet af 100 procent økologisk bomuld og produceret under ordentlige forhold.
Folk arbejder under rimelig forhold




























