En stærk anbefaling fra Dan Rylinger lyder på at prøve en tur i båden, før man køber den.
»Ligesom en bil skal have et godt vejgreb, skal en båd også kunne tackle bølgerne. Og gå gerne lidt hårdt til værks i en prøvesejlads hos forhandleren. Dog først når du er fortrolig med båden. Sejl for fuld fart, og tag så farten af båden og sving 90 grader. Se derefter, hvordan båden reagerer«, siger Dan Rylinger.
Katastrofeopbremsning
»Det er en slags katastrofeopbremsning, man skal foretage, lidt som når man sætter skiene på tværs. Når du sejler 50 knob, skal båden også kunne stoppe efter 50 meter, lyder en tommefingerregel«.
»Hvis båden tager magten fra dig i svingene, eller den tager kaskader af vand ind, fordi den krænger i opbremsningen, så køb den ikke. Husk, at motorbåde godt kan smide deres fører af«, konstaterer Dan Rylinger.



























