Underligt! Sønnen på syv kan knap drives til at slænge sit beskidte tøj i vasketøjskurven derhjemme, men på Amagermuseet tigger han om at få lov at vaske flere tøjstykker i balje og på vaskebræt.
I skoleferien levendegør museet livet på en bondegård omkring år 1900, og det inkluderer gammeldags tøjvask, smagsprøver fra datidens køkken og mulighed for at hilse på dyr som får, høns og grise af gammel dansk landrace.
Og så kan man gå rundt i husene og opleve, hvordan folk boede i gamle dage. Museet fortæller også historien om den rigdom, som hollandske bønder i St. Magleby fik opbygget – amagerdragterne, dragtsmykkerne, hovedvandsæggene mm. Malerisamlingen skildrer livet i byen, som adskillige danske malere følte sig fascineret af. Der er café på museet, og i butikken kan man købe gammeldags sjippetov, hinkestene, viskestykker af hør og andre varer med en aura af fortid. Der er også salg af afgrøder fra urtehaven.
Amagermuseet, Hovedgaden 4 og 12, Dragør




























