Nogle ville aldrig ofre deres gode nattesøvn på et usikkert foretagende som natfiskeri efter havørreder.
Andre der har oplevet det elektriske hug i mørket, hvor alle sanser er skærpet til det yderste, kan ikke få nok af sommernattens magi. For ét er sikkert: Skal der fiskes efter havørreder i sommervarmen, skal det foregå i døgnets mørke timer, fra det sidste lys forsvinder om aftenen og frem til tidligt om morgenen, endnu inden solen er kommet over horisonten.



























