Skær ned på tv-forbruget »Hvorfor overhovedet lave en bog om at slukke for tv? Det er jo ikke svært. Alle ved, hvor den lille knap sidder, der opløser billedet og sætter os over for en blank skærm. Alligevel har mange af os problemer med at udføre den simple handling. Det bliver ikke til noget. Vi bliver siddende og snupper sidste halvdel af endnu en tv-serie«. Sådan skriver forfatteren til en ny bog, der har til formål at få os til at se mindre fjernsyn, så vi får mere tid til alt det andet, vi drømmer om at foretage os i stedet for at se fjernsyn i gennemsnitligt 2 timer og 31 minutter dagligt. For nogle hjælper det at indføre regler, som at de aldrig mere vil spise foran fjernsynet, tænde før klokken 20 eller se mere end fire timer sportsudsendelser om ugen. Et andet godt råd er at flytte apparatet ud af stuen, så det bliver mere besværligt at stene foran skærmen. Signe Schlichtkrull: Sluk dit tv. Forlaget Libris, 104 sider, 129 kroner. Renere indeni Stadig flere tager en detox, hvis kroppen er ved at bukke under af for meget sukkerstads og for lidt næring. En del får hjælp til projektet på forskellige klinikker som Detox dit liv i København. Parret bag denne klinik har skrevet en bog, som redegør for principperne og giver eksempler på en stribe menneskers personlige erfaringer. Cirka halvdelen af bogen er helliget opskrifter, som er i overensstemmelse med principperne om, at maden skal være økologisk, uden tilsætningsstoffer, sukker og korn samt indeholde et minimum af komælksprodukter. Pernille Richardt Damore, Frederick Richardt Damore og Karen Norberg: Guide til detox kost. Høst & Søn, 200 sider, 299 kroner, www.detoxditliv.dk. Træn på rejsen Har du svært ved at motionere, fordi du tilbringer halvdelen af dine nætter på et hotelværelse? Så er der inspiration at hente i en ny bog, som blandt andet rummer løberuter i en række storbyer og tip til øvelser, som kan gøres uden udstyr enten ude i verden eller på stuegulvet, hvis vejret eller småbørn binder dig til hjemmet. Pilates, yoga, styrketræning og strækøvelser er alle med og både illustreret med fotos og tegninger. Else Marie Lehman: I form på farten. Lindhardt og Ringhof, 224 sider, 249 kroner.
Find de nye sunde bøger





























