Tid og sted.
Arrangøren bag Copenhagen Marathon, Sparta Løbeklub, tilbyder gratis fællestræning hver søndag kl. 9.30 fra nu og frem til maraton 24. maj 2008. Mødestedet er Østerbro Stadion. Målet med træningsprogrammet, som er udviklet af erfarne maratonmotionister, er at klæde deltagerne på til de lange ture fra 10 og op til 30 kilometer. Længere behøver man ikke løbe inden et maraton.
Fart
En fartholder løber i spidsen for hvert af de 12 hold og fungerer samtidig som en slags instruktør. Det hurtigste hold – hold 1 – træner til at gennemføre maraton på under tre timer, det vil sige 4 minutter og 10 sekunder per kilometer. Hold 12 vil bruge omkring fire og en halv time altså 6 minutter og 30 sekunder per kilometer på at løbe de 42,195 kilometer. En god tommelfingerregel er, at man skal finde et tempo, hvor man kan snakke undervejs.
Retningslinjer Første gang du er med til holdtræning, sørg da for at få fat i en af papirpamfletterne med nogle få enkle retningslinjer til god løbeetik og holdånd. De ligger på bordene i hallen på Østerbro Stadion.



























