Point til ‘My Secret World’ for selve ideen: en virtuel dagbog for piger, der kan skrive løs på op til 150 forskellige ’sider’, udsmykke dem med grafik eller skrive små historier direkte på den trykfølsomme skærm på Nintendo DS.
Storesøster kan tilmed låse dagbogen med en kode, så nysgerrige søskende ikke kan lure på hemmelighederne. ‘My Secret World’ er – indrømmet – en unik idé, der både er fuldt ud oversat til dansk og pakket ind i lyserød pigecharme. Man kan tage personlighedstest, knytte virtuelle venskaber, sammenligne sig selv med veninderne og skrive om sin dag og sit humør. Alt er oplagt til temaet, men det er ultimativt en idé, der lyder bedre på papiret end den fungerer i praksis. Begrænsningen på 150 dagbogssider er en hæmsko i længden, og dagbogen fungerer klart bedst, hvis veninderne også har den på deres Nintendo DS, så pigerne kan dele hemmeligheder eller sende ’vennekort’ til hinandens dagbøger. Ris for de noget begrænsede muligheder, men ros for at tænke anderledes og lave et ’spil’, der fungerer som virtuel dagbog og ikke så meget andet.





























