På den ene side af stien hærger røvere og soldater i en gigantisk ridderborg af træ.
På den anden side blander øffen, mæh’en og kaglen sig med glade børnestemmer. Borgen og Bondegården udgør tilsammen Remiseparkens Legeplads, som er blandt Københavns Kommunes første og største legekomplekser. Her er forskellige ’rum’ af vidt forskellig karakter. Minitennisbane, soppebassin, boldbane, minigolf osv. Institutioner bruger området flittigt i formiddagstimerne.
Om eftermiddagen er klientellet mere blandet. Mange medfølgende voksne medbringer både madpakke og termokaffe og hygger sig ved bordene, og man kan lige så godt sætte sig mageligt til rette, for ungerne er som regel svære at få til at forlade området og dyrene, hvoraf nogle kan klappes og andre beskues i bur. Er man heldig, kan det også blive til en tur i hestevogn rundt i Remiseparken.




























