I forbindelse med en billedkunstopgave på seminariet, hvor Marie Abel Hesse, Nivå, tog afsæt i linjerne i et gammelt maleri, som hun ikke kunne lide, fik hun lidt af en åbenbaring. »Jeg fandt ud af, hvor glad jeg er for linjer, og følelsen blev forstærket, da jeg mødte min mands morfar, en kendt schweizisk kunstner, der bruger linjer meget effektfuldt. Jeg fik lyst til at lave noget selv, en kunstnerisk veninde foreslog mig at brug tape, og så begyndte jeg ellers at lege med kvadrater, linjer, lag og lak«, fortæller Marie Abel Hesse, der er seminarieuddannet og p.t. i gang med at skrive speciale i pædagogisk antropologi. Hvor lang tid bruger du på det? »Jeg kan ikke sætte timer på. Jeg laver billeder, når jeg ikke kan lade være. Når jeg føler, der er lidt rodet i mit liv, sætter jeg mig tit med tape og lærred og lader det blive ikke-rodet igen. Når jeg bruger de skarpe linjer i et billede, oplever jeg, at der kommer struktur på mit eget liv«. Hvad koster det? »Hvis man starter fra bunden, er det lidt dyrt at skaffe både lærreder, tape, pensel, akrylmaling og lak, og en rulle gaffa koster cirka 100 kroner. Men jeg har samlet materialerne over mange år, og man bruger kun lidt ad gangen«. Hvordan arbejder du med det? »Jeg hører næsten altid musik. Som regel vil jeg helst være alene for at få den ønskede ro i hjernen, for jeg betegner det ikke som nusseri – det er større end det. Jeg kan selv se en udvikling i mit liv i billederne. Men nogle gange har jeg bare lyst til at sidde med et billede for at slappe af, og så kan min datter sagtens lege omkring mig og høre høj papegøjemusik«. Hvorfor noget utraditionelt som gaffa? »Jamen, jeg er ikke særlig traditionel. Som barn kunne jeg godt lide at tegne, men jeg tegnede altid efter. Allerede dengang kunne jeg godt lide at bruge de linjer, der var der i forvejen. Jeg har nok altid været draget af linjer, og det er gaffa perfekt til. Jeg har også prøvet at lave tryk på T-shirts og andet tøj ved at stryge gaffa på. Og lavet en lampeskærm med det«. Hvad betyder den specielle form? »At jeg har noget, som er mit. Det er ikke noget, jeg gør for andre eller for at blive anerkendt. Jeg er udmærket klar over, at der er andre, der laver noget med gaffa, men jeg har ikke før set den struktur og de effekter, der kommer ud af min måde at bruge det på. Det får mig til at føle mig autodidakt – at det her er mig – og jeg kan godt lide at skabe noget nyt«. Hvad gør du med værkerne? »Mange er givet væk til folk, der kunne lide dem, så jeg har ikke vildt meget herhjemme. Et par yndlingsbilleder med gaffa og så billedet fra seminariet, som jeg aldrig slipper, fordi det helt klart er inspirationen til alt, hvad jeg har lavet«. Hvad siger andre? »Nogle synes, det er tosset, og at jeg må være kugleskør. Da vores vinduespudser fik en kop kaffe og så, at jeg arbejdede med tape, grinede han og sagde, at det sgu da kun var noget, man brugte til at klistre ting sammen med. Andre synes, det er spændende, og at jeg bør gå videre med det, men de fleste synes stadig, det er mærkeligt, at jeg er så fascineret af et lille stykke plastik. Jeg kan få hjertebanken ved tanken om en lagerhal fuld af tape, for jeg elsker, at det kan bruges til så mange ting og på så mange måder. I overført betydning får det jo også tingene til at hænge sammen for mig«. Hvilke egenskaber kræves der? Man skal turde lade sige føre af processen. Der er ikke noget, der er færdigt, bare fordi man har foretaget et valg, for gaffa kan tages af, vendes, drejes og sættes på igen«.