Lad os komme i gang med opvarmningen«, råber agilitytræner Randi Gregersen friskt denne sene eftermiddag. Trods de motiverende ord sker der ikke noget i den fremmødte flok af hunde og hundeejere, der ser en smule rodløse ud på græsplænen fyldt med kulørte spring, vipper, tunneler, gangbroer og slalompinde. »Opvarmningen kan bestå af alle de tricks, du kan med din hund – rulle, dreje, sitte, dække, bakke – hvad end det er«. Fuldt booket og lange ventelister Nu begynder der at ske lidt på det såkaldte sandkassehold under Dansk Agility Forening København, hvis fire årlige begynderhold altid er fuldt bookede og har lange ventelister.
Der fumles med ildelugtende godbidder, og et heftigt overforbrug af ordet »døøøgtig« går i gang. En hund af racen whippet kan springe så højt lige op fra stående position, at den kan hente sin godbid ud for sin ejers ansigt. Gårdhunden Rocky kan rulle, men absolut ikke bakke. Det er han også ligeglad med, for han har set en lækker, lille gårdhundesag på halvandet år, Clara med store øjne og det yndigste svaj på snuden.



























