Kan et brætspil lære børn samarbejde, kropsbevidsthed og sprogudvikling? Oplægget til det danske undervisningsspil Stilhed før Storm lover i hvert fald at træne alt fra podernes koncentrationsevne og grovmotorik til begrebsforståelse, iagttagelsesevne samt tal og bogstaver. Men heldigvis er løfterne ikke blot varm luft. Grundlæggende set er Stilhed før Storm to spil i ét. Spillene kan hver især spilles på et utal af måder. Grundspillet består af en basal, men pædagogisk velfunderet version af det klassiske huske/vende-kort med indlæring. Ud af 12 forskellige emner i spilæsken vælger spillerne først ét emne bestående af 8 kort med billeder af alt fra dyr og musikinstrumenter til tal og bogstaver.
Huskekort med indlæring
Kortene lægges på bordet med bagsiden opad, og derefter skal spillerne efter tur kigge på kortene og gætte løs, når et særligt Joker-kort trækkes. Dog er det ikke nok blot at sige ’abe’, for spillerne skal i stedet f.eks. lave den bevægelse, der passer til dyret, eller stave til ordet, før de må tage kortet. Her lægger Stilhed før Storm i høj grad op til egne husregler, og mulighederne er mange, alt efter hvilke færdigheder man vil træne børnene i. Det positive er, at huskespillet er lynhurtigt og kan bruges til et væld af emner. Bagsiden er, at spillet ikke er særlig langtidsholdbart, hvis man ikke løbende videreudvikler udfordringerne, så spillet bibeholder sin nyhedsværdi og motivation over for ungerne.





























