Hvor mange sædceller bliver skudt af af gangen, når de fem minutter eller deromkring er gået?
Svaret er i omegnen af 66 millioner.
I hvert fald for mænd som har det, der betragtes som normal fertilitet.
Men det er der mange, der ikke har. Præcis hvor mange er svært at spå om, men i starten af juni kom en ny undersøgelse, der påviste, at sædkvaliteten hos overvægtige mænd er væsentlig ringere end hos normalvægtige mænd. Og siden den globale fedmeepedemi synes at være en realitet, er svaret næppe opløftende.
Indopereret ring i pungen
At have dårlig sædkvalitet betyder, at man i stedet for normalen på de 66 millioner kun skyder under 20 millioner afsted af gangen, og det er der ifølge det amerikanske National Institutes of Health mange millioner amerikanske mænd, der døjer med.
Det anslås, at en million amerikanske mænd, der i øjeblikket forsøger at få børn, ikke kan på grund af lav fertilitet.
Indtil videre har der ikke været nogle nævneværdige kure mod mænds problemer med sædkvaliteten, men i denne uge offentliggjorde forskere fra Universitetet i Bonn i Tyskland, at de med et minimalt indgreb i pungen kan indsætte en mikroring, der angiveligt skulle kunne gøre 25 procent af de børnehungrende mænd til forældre.
Hvis man altså tør at lade, folk med skalpel røre ved det allerhelligste.
Livmoderens mørke dyb stadig en gåde
Men selv om tyskernes indgreb skulle virke og altså løse en del af mændenes problemer, er kvindens fysiologi også et stykke hen ad vejen stadig et mysterium for læger og forskere.
»Vi ved ikke særlig meget om, hvorfor nogle er mere fertile end andre. Faktisk ved vi stadig meget lidt om, hvad der helt præcis sker inde i æggestokkenes og livmoderens mørke dyb«, skriver antropolog Meredith F. Small, der har skrevet flere bøger om emnet og i øjeblikket arbejder som klummeskribent hos livescience.com.
»Hvis vi gjorde det, ville mange af disse problemer nemmere kunne løses og succesraten hos kvinder, der bliver kunstigt insemineret, ville sandsynligvis hurtigt blive forbedret«, skriver hun.
Statistikkerne er utroværdige
Og det forbliver ifølge Meredith F. Small svært at blive klogere på både udbredelse og årsagerne til lav fertilitet.
Folk i den vestlige verden har nemlig i generationer brugt p-piller og andre former for prævention, som gør troværdig dataindsamling umulig for statistikerne.
Samtidig er folk utrolig dårlige til at svare ærligt på spørgsmål om deres seksuelle vaner, når de bliver spurgt.
Naturen har stadig bukserne på
Derfor går forskningen på området langsomt, og lægerne arbejder stadig i en vis udstrækning i blinde, når de forsøger at sætte sædcelle og æg sammen, konkluderer Meredith F. Small.
»Faktum er, at vi mennesker ikke kontrollerer denne proces særlig godt, at vi fortsat ser alle mulige former for uønskede graviditeter og omvendt graviditeter, der aldrig kommer til dem, der ønsker det. Det viser med al mulig tydelighed, at selv om naturens gang måske ikke altid er lige effektiv på dette område, så er det stadig naturen, der har bukserne på«.
Prøv en tur i de historiske sex spørgsmål, som livescience.com har sat sammen.
fortsæt med at læse





























