Dette er klassikeren og nu i en opdateret udgave. Førhen skulle man skifte gear med en lille Torpedo-treskifter, der sad besværligt på en tap lige under sadlen – nu foregår det oppe på bøjlen, hvor man styrer. Og der er syv gear at vælge mellem. Hvor den gamle cykel var tung og bastant, er den nye med aluminiumsstel. Let og elegant. Men det er så også problemet.
For godt nok har den fået let skråstillede hjul, men stabiliteten er ikke god. Den højtsiddende kasse giver en dårlig balance, og med tom kasse vipper den altså i svingene. Her er de andre testede cykler med tre hjul – især Nihola – overlegne. Til gengæld er Bugatti-kalechen elegant.



























