Børn kan gå i madskole, selv om udbudet knap kan følge med efterspørgslen. Skolerne er nemlig meget populære.
Det kan Line Damsgaard bekræfte. Hun er projektkoordinator på de madskoler, som Landbrugsraadet og 4H siden 2004 har arrangeret i skolernes ferier i form af ugekurser. »Første år havde vi seks hold med hver 20 børn. Andet år oprettede vi 36 hold, og der var børn til flere, men vi havde ikke instruktører nok. Efterspørgslen er især markant i København, Århus og Odense. De seneste år har vi haft 50 hold og en håndfuld etniske madskoler i forbindelse med et integrationsprojekt. Der er stadig plads på nogle af dem i vinterferien«, siger Line Damsgaard.
Kulinarisk fritidsordning
Arrangørerne har skruet ned på markedsføringen for at undgå skuffede børn jævnfør manglen på frivillige instruktører, men der er andre muligheder end feriekurserne. Madlavning efter skoletid er nemlig en udbredt aktivitet i de fleste lokale klubber under organisationen 4H.
Meyers Madhus i København har siden 2000 udbudt ’kulinarisk fritidsordning’ for børn. Søgningen er så stor, at det hver sæson har været nødvendigt at sige nej til cirka dobbelt så mange børn, som der er plads til.
»Ordningen giver børnene mulighed for at få viden om og oplevelser med råvarer og mad under bedre fysiske og økonomiske forhold end i skolernes hjemkundskabstimer, som desværre har været udsat for store besparelser«, siger arrangementskoordinator Trine Ritz Andersson.
Gå til madlavning



























