Tandlæger behandler klage- og erstatningssager angående andre tandlæger i en uskøn forvirring af økonomiske interesser og faglighed.
Sådan lyder kritikken af det private klagesystem for tandpatienter fra både patientorganisationer og oppositionen. Mens alle andre skal rejse deres sag i Patientklagenævnet eller Patientforsikringen, må tandpatienter søge oprejsning i et system domineret af tandlæger. »Tandpatienters retsstilling er dårligere end andre patienters. Systemet er mere kompliceret, tandlægernes eget forsikringsselskab behandler erstatningssagerne, og i de forskellige nævn er der en skæv fordeling af tandlæger og patientinteresser«, siger Sine Jensen fra Forbrugerrådet. Henvendelser fra utilfredse borgere Både rådet og Patientforeningen Danmark har modtaget en række henvendelser fra borgere, som ikke mener, at de har fået en uvildig behandling. I klage- og erstatningsnævn for andre patienter, som er fastsat ved lov, vurderes sagerne af sammenlagt 4 sundhedspersoner og 9 ikke-sundhedspersoner. Til sammenligning tager 9 tandlæger og 11 ikke-tandlæger hånd om tandpatienters krav. Regeringen lægger op til at reformere patientklagesystemet. Men sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) ser ingen grund til at ændre på forskelsbehandlingen mellem tandpatienter og andre: »Systemet har fungeret godt i mange år, og det er ikke et mål i sig selv, at klagesystemerne skal være identiske«. Partier vil sikre ensartet behandling S, SF og DF vil forenkle tandklagesystemet og sikre en ensartet og uvildig behandling af alle sager. »Det er for fjollet, at der er to forskellige systemer. Som borger skal man føle sig sikker på, at en skadessag bliver behandlet troværdigt og uvildigt«, siger sundhedspolitisk ordfører Liselott Blixt (DF). Hun har fået flere henvendelser fra borgere, der er utilfredse med tandsystemet. Også ekspert i sundhedsret Kent Kristensen, SDU, undrer sig: »Klageadgangen for tandpatienter er uoverskuelig og ikke ensrettet, hvilket ellers er hensigten med at få et nyt patientklagesystem«.




























