Spis en pille og tab dig helt uden at træne. Det lyder måske for godt til at være sandt, men på grund af et nyopdaget hormon, som naturligt udskilles i blodet efter en periode med træning, vil det måske være en del af fremtidens virkelighed. Det skriver videnskab.dk, efter en international forskergruppe med dansk deltagelse har opdaget, at kroppens muskler udskiller hormonet Irisin som følge af træning. Brunt fedt kan forbrænde Hormonet har vist sig at være medansvarlig for, at kroppens energiomsætning stiger naturligt efter ugers træning. Indtil videre er forsøgene kun gennemført på mus, men forskerne er i gang med at eftervise hormonet hos mennesker. Hvis virkningen hos mennesker viser sig at være den samme, vil arbejdet med at udvikle lægemiddel, som har samme effekt som Irisin, kunne gå i gang. »Vi formoder, at det samme gælder for mennesker«, siger overlæge og klinisk lektor Kurt Højlund fra Syddansk Universitet, som har ledet det danske bidrag til studiet. »Hvis det er tilfældet, kan man gå i gang med at udvikle en behandling, som påvirker kroppens energiomsætning på samme måde, som det naturligt sker efter en periode med træning«, siger han. LÆS OGSÅHold nytårsforsættet: Sådan vedligeholder du slankekuren Hormonet Irisin aktiverer et program i de hvide fedtceller, som omdanner dem til noget, der ligner brunt fedtvæv. I modsætning til hvidt fedtvæv, som oplagrer energireserver i kroppen i form af fedt, er det brune fedt specialiseret i at omdanne fedt til varme - altså i at forbrænde. »Med sådan en behandling vil man potentielt kunne tabe sig uden at træne«, siger Kurt Højlund.
Danskerne: Vi er i dårlig form Resultaterne er netop offentliggjort i det internationalt anerkendte tidsskrift Nature. Ifølge Kurt Højlund vil studier på mennesker kunne begynde om to år, og et nyt lægemiddel vil kunne være på markedet "i nær fremtid". I forskerverdenen betyder det omkring 10 år.



























