Danskere valfarter til saunagus

Lyt til artiklen

Det syder kraftigt og lyder som et vredt pattedyr, for duftvandet evaporerer øjeblikkeligt, når det rammer lavastenene. Stenene har en uskyldig, støvet lysegrå farve.

Lige til at røre ved, som de ligger der i kassen i et hjørne af saunaen, men eftersom den vanddamp, de er med til at skabe, holder en varme på cirka 80 grader, vil det være en ubetinget dårligt idé. Man bliver afhængig »Velkommen tilbage fra ferien«, siger en oplagt saunagusmester i Øbro-Hallen Brian Pullich til ansigterne i mørket i saunaen på Østerbro i København. Som gusmester kan Brian Pullich noget med vand, damp, temperaturer, aromaterapi og stemning. Saunaen er henlagt i en dunkel, rødlig belysning, som skal virke beroligende. Man fornemmer, at der er mange tunge vejrtrækninger i gang i det lille rum. »I må ikke holde ferie igen, vel?«, lyder en stemme fra et mørkt hjørne. Alle griner. En kvinde på den nederste og forreste række, hvor varmen er mindre intens end på bænken tættest på loftet, supplerer stemmen fra hjørnet: LÆS ARTIKELFinsk finalist måtte tvinges ud af sauna »Man bliver afhængig af det her, og alle vil gå hos Brian, for han er den bedste«. »Marianne er den bedste. Vi har hver vores favoritter«, argumenterer en mandlig deltager, der har sat sig på gulvet med en klud over hovedet. Det er en god plads, hvis man skal vænne sig langsomt til varmen, eller, som ham, generelt foretrækker de lidt lavere temperaturer, man finder på gulvniveau. En spand canadisk skov »I aften kører vi med tre spande og en pause mellem hver spand, hvor I kan gå ud og tage jer et iskoldt bad. Den første spand er med trædufte, den næste er med krydderier, blandt andet sort peber og enebær, og den sidste indeholder olier fra blomster, blandt andet fra orangeblomst«, forklarer Brian Pullich. En spand betyder en træspand med vand iblandet dråber af æteriske olier, som gusmesteren har udvalgt. Med en ske hælder mesteren løbende duftvandet på lavastenene, og herfra kommer den vanddamp, som alle deltagerne har ventet på, og som fremkalder et fælles: »Arhhhh«. Med lukkede øjne bringer træduftene dig på en flyvetur over Canadas store skove. Peberen har en potent krudtduft, mens blomsterolierne har en eksotisk grænsende til erotisk duft. Da varmen er på sit højeste, 85 grader, deler Brian isterninger ud til de fremstrakte hænder, som en præst giver nadver til alters. Smeltevandet falder i kaskader på gulvet, idet deltagerne kører isen rundt på kroppen. Ventelister til saunaevents »Vi har 10 timer som denne i Øbro-Hallen hver uge. Alle holdene bliver fyldt op hver gang, og ofte er der en venteliste. Frederiksberg Svømmehals kurbad har fem fyldte saunaforløb hver dag«, fortæller Brian Pullich. Derfor uddanner man også saunagusmestre som aldrig før, forklarer han, og årets DM i saunagus havde rekorddeltagelse på 50 mestre og over 200 mennesker, der strømmede til for at overvære begivenheden. For bare syv år siden deltog 12 gusmestre og cirka 50 gæster. GUIDEGuide: Københavns nye badesteder »Vores saunaer er vildt populære og bliver brugt meget i vores åbningstider. Vi er ved at renovere en af vores fem haller, og der får vi tre nye saunaer, fordi efterspørgslen er så stor«, fortæller Tove Jensen, som er svømmehalleder i Odense Idrætspark. Da den sidste spand med duftvand er brugt op denne mandag aften i Øbro-Hallen, og seancen er slut, udviser en deltager cowboyadfærd og tager det sidste isvand, stadig med sporadiske isklumper, og hælder ud over sig. NYHEDSBREV: Få tjeks daglige nyhedsbrev i din mailboks.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her