Eksperiment: Spiselige blomster fik Kirsten til at kvitte smøgerne

Røgfri. For motionens skyld tilmeldte  Kirsten Rasmussen sig et  alternativt rygestopkursus i skoven. »Når naturvejlederen ikke fortalte og lod os smage alle de her mærkelige planter, jeg ikke havde forestillet mig, man kunne æde, snakkede vi om rygning«, fortæller Kirsten Rasmussen, som nu har været røgfri i over to år.  Foto: Ditte Valente
Røgfri. For motionens skyld tilmeldte Kirsten Rasmussen sig et alternativt rygestopkursus i skoven. »Når naturvejlederen ikke fortalte og lod os smage alle de her mærkelige planter, jeg ikke havde forestillet mig, man kunne æde, snakkede vi om rygning«, fortæller Kirsten Rasmussen, som nu har været røgfri i over to år. Foto: Ditte Valente
Lyt til artiklen

Der tikkede en e-mail ind på computeren. Kirsten Rasmussen åbnede den og kiggede på indbydelsen til et rygestopkursus. Afsenderen var hendes chef i Vordingborg Kommunes kørselsafdeling, så straks røg hun op af stolen for at gå ind og fortælle chefen, at det skulle hun ikke blande sig i. »Jeg havde røget i 36 år og havde ingen planer om at stoppe. Ingen skulle i hvert fald fortælle mig, at jeg skulle«, husker Kirsten Rasmussen om episoden for godt to år siden. Som hun vendte tilbage til sin plads, kiggede hun lige en ekstra gang på indbydelsen. Det lignede ikke et normalt rygestopkursus. Derimod var det et gratis kursus i naturen, hvor deltagerne skulle gå ture i skoven sammen med en naturvejleder for at finde svampe og spiselige blomster. Hun elskede naturen, men kendte alt for lidt til den. Og da hun også var en stor pige, tænkte hun, at det ville godt for hende med lidt motion. I stedet for at slette mailen overtalte Kirsten Rasmussen en af sine rygende kollegaer til at tage med hende på kurset. Så havde de da i det mindste hinanden. Der manglede nytænkning En måneds tid senere i foråret 2010 og sammen med kursets andre deltagere gik Kirsten Rasmussen og hendes kollega rundt i Vordingborgs lokale skove og smagte på skovsyre, tusindfryd og ramsløg, som naturvejlederen viste frem. »Når naturvejlederen ikke fortalte og lod os smage alle de her mærkelige planter, jeg ikke havde forestillet mig, man kunne æde, snakkede vi om rygning. En dag spurgte rygestoprådgiveren, som også var med, om vi havde sat en dato for, hvornår vi ville stoppe. Min kollega og jeg kiggede på hinanden, for det havde vi overhovedet ikke tænkt over«, fortæller Kirsten Rasmussen. Det var rygestopvejlederen Karen Hemmingsens første kursus i naturen. Et forsøg, som skulle forsøge at tiltrække flere rygere. Hun var blevet ansat året før og havde med bekymring kigget på de svigtende tilmeldinger til kommunens rygestopkurser. Der måtte nytænkning til, havde hun tænkt. »Jeg kom fra et apotek, hvor jeg havde snakket med rigtig mange mennesker. Deres største bekymring ved at holde op med at ryge var at tage på«, forklarer Karen Hemmingsen. Hun sad på kontor med naturvejlederen Susanne Rosenild, som med succes havde fået skubbet overvægtige ud i naturen. Det var nemmere for nogle overvægtige at komme i gang med motion gennem gåture i skoven, mens andre hellere ville melde sig ind i et fitnesscenter, havde Rosenild erfaret. Så måske naturen også kunne lokke flere rygere på rygestopkurser, tænkte Karen Hemmingsen. »Vi blev enige om at prøve det. Altså at rykke det traditionelle rygestopkursus ud i naturen for at motivere folk med motion, naturoplevelser og forbedret smags- og lugtesans, for det ville de kunne opleve undervejs«, siger hun. Naturen trækker Midtvejs på første hold i 2010 besluttede Kirsten Rasmussen og hendes kollega sig for, at de ville følge Karen Hemmingsens råd og sætte en dato for sidste cigaret. »Vi havde sommerfest på arbejdet 4. juni, og der skulle vi ryge vores sidste cigaret. Jeg røg så 10.000 smøger og drak 1.000 liter øl, før jeg på vej hjem fra festen skoddede den sidste cigaret. Jeg har været røgfri lige siden«, fortæller Kirsten Rasmussen. »Jeg er meget lykkelig for at være stoppet i dag. Selv om jeg begyndte på kurset, var det aldrig planen at stoppe. Det var bare ligesom en blød ting, som fulgte med. Havde det været et af de kurser, hvor man sidder til rundbords, havde jeg aldrig gjort det. Det siger mig ikke noget at sidde og glo på hinanden og sige, at nu vil vi holde op med at ryge. Det ville jeg aldrig være blevet inspireret af«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her