Spiselige blomster og vilde svampe har vist sig at være perfekt lokkemad for rygerne i Vordingborg Kommune. I hvert fald når det handler om at få dem til at melde sig til kommunens rygestopkurser. »Det går rigtig godt. Gennem det sidste år har vi haft venteliste til næsten alle vores hold, ligesom vi har startet to-tre nye hold op udelukkende med folk fra venteliste«, fortæller Karen Hemmingsen, der er rygestopkoordinator i Vordingborg Kommune. På eget initiativ har hun lavet alternative rygestopkurser. Et kursus kombinerer rygestop og fitness, mens deltagerne på et andet hold går ture i skoven og plukker svampe og nødder side om side med en rygestoprådgiver. Metoden har på kort tid skabt stor interesse for kommunens rygestopkurser, mens mange af landets andre kommuner har store problemer med at lokke folk til deres kurser.
LÆS OGSÅ Danskerne er i rygestop-verdenseliten
Ekstra Bladet skrev i sidste uge, at antallet af deltagere på landets rygestopkurser er faldet drastisk fra 7.699 deltagere i 2007 til 4.687 sidste år. Det er meget langt fra det det mål, som Forebyggelseskommissionen argumenterede for i 2009. Dengang sagde de, at 75.000 rygere årligt skal på rygestopkursus.
Flere risikerer at dø
»Det ser meget skidt ud«, siger professor og overlæge Hanne Tønnesen, der er direktør for Rygestopbasen, som samler informationer sammen om kommunernes arbejde med rygestopkurser.
»Det skal ændres, for ellers vil vi hurtigt se en stigning i rygerelaterede sygdomme og død«, forklarer hun.
Med 14.000 tobaksrelaterede dødsfald om året er rygning skyld i hvert fjerde dødsfald herhjemme, ligesom en ryger i gennemsnit lever syv-ti år kortere end en ikkeryger.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er kurserne med seks ugers rygestoprådgivning den mest effektive behandling af tobaksafhængighed, og netop derfor ærgrer det Hanne Tønnesen, at kommunerne har så svært ved at tiltrække deltagere til rygestopkurserne. Til gengæld hilser hun det meget velkomment, at kommuner som Vordingborg har held med at bryde mønsteret med alternative kurser.



























