De omkring 5 procent danske mænd, der er omskåret, kan have sværere ved at få orgasme. Og deres partnere kan have sværere ved at få opfyldt deres seksuelle behov.
Det viser en ny dansk undersøgelse blandt 5.000 mænd og kvinder. »Problemerne med at få orgasme er hyppigere hos omskårne mænd end ikkeomskårne mænd. Og mændenes samlejepartnere har også hyppigere problemer med at få orgasme. Og endnu mere grelt er det, at kvinderne har mellem fire og otte gange hyppigere problemer med smerter ved samleje, hvis deres partner er omskåret«, siger overlæge på Statens Serum Institut Morten Frisch, der står bag undersøgelsen.


























